Mens Dansk Dart Union præsenterer et ungt og frisk herrelandshold og et rutineret damehold bevæbnet med Sudoku og gigtpiller, står én ting tilbage som en rungende tavshed: Der er intet juniorlandshold.
Det hold, der skulle vise vejen frem, er slet ikke udtaget. Ingen artikel, ingen opslag, ingen omtale.
I stedet må de unge nøjes med at heppe hjemmefra, mens unionen i bedste fald sender dem en påmindelse om næste børneattest.
“At prale af at satse på ungdommen og så droppe juniorlandsholdet, er som at åbne et værtshus uden øl,” siger en forælder.
Kritikere kalder det et selvmål af dimensioner:
Hvor herrerne får chancen for at vise fremtiden, og damerne får lov at bevise, at rutinen stadig holder, bliver juniorerne reduceret til statister i en sport, der ellers elsker at tale om udvikling.
Mens andre lande sender deres næste generation af sted, lader Danmark fremtiden blive hjemme i klubhuset – hvor de kan varme bænken sammen med de støvede dartskiver og endnu en mappe med “strategier”.
For i DDU er fremtiden åbenbart ikke noget, man spiller med. Det er bare noget, man taler om.
