Eksklusivt: Andreas Toft Jørgensen afslører, hvordan man kan træne mere end en hel dartklub tilsammen – og stadig føle sig doven.
Der findes to slags dartspillere: Dem der “lige smider et par pile efter aftensmaden” – og så Andreas Toft Jørgensen.
Mens andre er stolte over at have kastet 300 pile på en god dag, kalder Andreas det for “en opvarmning på vej ud i køkkenet”.
Alligevel går han rundt med konstant dårlig samvittighed.
“Jeg føler, jeg spilder min tid, hvis jeg ikke når de 2.000 pile. Det er ligesom at gå i seng uden at have børstet tænder – man ved godt, det er forkert, men nogle gange sker det alligevel,” siger han.
Fra 6.000 pile til “kun” 1.500
Tidligere kunne han skyde 5-6.000 pile dagligt. Efter at være blevet far er tallet faldet til sølle 1.500–1.800.
“Jeg føler, jeg er bagud. Hver gang jeg ser mit barn smile, tænker jeg: Det er jo 200 pile, jeg aldrig får tilbage,” indrømmer han.
Eksperter kalder det “pilefortrydelse”, en ny diagnose der efter sigende er på vej ind i WHO’s officielle sygdomskatalog mellem “tennisalbue” og “kontorstolsskader”.
Meditationspile
For at dæmpe dårlig samvittighed er meditation nu en del af træningen. Andreas øver sig i at være til stede i nuet – især når han rammer triple 20.
“Jeg har fundet ud af, at hvis man lukker øjnene og trækker vejret dybt, kan man næsten bilde sig selv ind, at man har kastet dobbelt så meget.”
Fremtidsdrømmen
Målet er dog klart: et tour card og en levevej i PDC.
“Hvis det lykkes, bliver det fuldtids. Men det kræver nok, at jeg får deltidsjob som blæksprutte for at nå de sidste 4.000 pile.”
Indtil videre må konkurrenterne leve med en mand, der træner mere end alle andre – og stadig mener, han ikke træner nok.
Eller som en rival tørt konstaterer:
“Hvis Andreas en dag finder tid til 6.000 pile igen, så begynder vi andre bare at spille golf.”
