Der er gode nyheder fra dansk dart: DM-ugen bliver en succes. Ikke bare en mulig succes. Ikke en “vi håber det går”-succes. Nej – en fastslået succes, allerede inden der er kastet en eneste pil.
Det blev nemlig slået endeligt fast, da repræsentanter fra Dansk Dart Union var forbi Idrættens Hus. Her blev der udvekslet idéer, mærket god energi og – vigtigst af alt – nikket anerkendende rundt om bordet. Og som alle ved:
Når stemningen er god til et møde, så er arrangementet reddet.
Der blev talt om rammer, muligheder og potentiale. Der blev sikkert også sagt ord som synlighed, platform og oplevelse. Måske endda samarbejde. Og når de ord er brugt i samme lokale, kan man roligt begynde at skrive “succes” i datid.
Det er i øvrigt en disciplin, dansk dart efterhånden mestrer til perfektion:
At erklære succes tidligt. Meget tidligt. Gerne før logistik, tidsplaner, frivillige og detaljer begynder at blande sig.
DM-ugen er derfor allerede nu:
- En sportslig milepæl
- Et vigtigt udstillingsvindue
- En fantastisk mulighed
- Og ifølge mødet: noget, der nok skal gå rigtig godt
Hvad der konkret skal ske på dagen, hvem der spiller hvornår, og hvordan det hele hænger sammen, er mindre vigtigt. Det afgørende er, at energien var god, og at alle gik derfra med fornemmelsen af, at det her – det kan næsten ikke gå galt.
Skulle der mod forventning opstå udfordringer senere, kan man altid henvise til, at forberedelserne var grundige, og at dialogen har været konstruktiv. Det plejer at dække det meste.
Indtil videre kan vi derfor trygt konkludere:
DM-ugen er allerede en succes.
Nu mangler vi bare selve DM.
