Der findes spillere, der taber, fordi de spiller dårligt. Og så findes der spillere, der taber, fordi verden er imod dem. Den evigt uheldige tilhører den sidste kategori. Hvis noget kan gå galt, så gør det – og helst lige præcis i hans kamp.
Han starter dagen med optimisme. “I dag føler jeg mig faktisk rigtig godt spillende,” siger han, mens han pakker sine pile ud. Men allerede ved lodtrækningen begynder det at krakelere. Han får den svære pulje. Altid. “Det er simpelthen utroligt,” siger han, mens han kigger rundt for at finde nogen, der kan bekræfte, at det også er uheldigt denne gang.
Når kampen går i gang, fortsætter mønsteret. Hans pile rammer wiret og hopper ud. Modstanderen rammer triple 20 på et kikset kast. Publikum hoster lige i det øjeblik, han skal lukke. Og naturligvis blinker lyset en anelse, netop som han har matchpile.
Den evigt uheldige har en imponerende samling af forklaringer:
- “Normalt hopper mine pile altså ikke ud.”
- “Jeg rammer altid de der doubles til træning.”
- “Hvis bare den der pil var blevet i skiven…”
- “Det sker aldrig for andre end mig.”
Det mest fascinerende er, at han ofte har ret. For uheldet klæber til ham som en dårlig flight. Selv når han spiller godt, finder skæbnen en måde at spænde ben på. Og når han endelig vinder, føles det ikke som en sejr – men som en kort pause i en lang række af uretfærdigheder.
Alligevel møder han op igen næste gang. Med fornyet håb og den samme overbevisning om, at denne gang må det vende. For inderst inde tror Den evigt uheldige stadig på, at held er noget, man kan løbe ind i – hvis bare man bliver ved længe nok.
Og spørger man ham selv, er der ingen tvivl:
“Jeg spiller ikke dårligt – jeg spiller bare med ekstremt dårlige odds.”
