Dart er en sport med få, men klare regler. Alligevel findes der én person i næsten hver klub, som ikke bare kender reglerne – men elsker dem. Han er ikke dommer af pligt, men af passion. Han lever og ånder for §4, stk. 2 i reglementet. Han er ganske enkelt: dommeren der elsker regler.
Når han træder frem til en kamp, er det ikke med pile i hånden, men med et blik, der signalerer: Her bliver der ikke sjusket. Han ser alt. En fod, der står en millimeter over linjen? Noteret. En spiller, der har glemt at skifte flighten ud efter tre kampe? Påpeget. En score, der bliver skrevet forkert? Korrigeret, før blækket er tørt.
Han er manden, der kan recitere hele regelbogen udenad. Ikke fordi han behøver det, men fordi han finder en form for glæde i det. Hvor andre læser romaner før sengetid, læser han tillægsreglerne til DIF’s turneringshåndbog. “Det er vigtigt at være opdateret,” som han selv siger med stolt mine.
Spillerne har et blandet forhold til ham. På den ene side er det betryggende at vide, at kampen bliver spillet helt efter bogen. På den anden side kan hans nidkærhed være en prøvelse.
“Beklager, din snørebånd var over linjen, det er desværre et ugyldigt kast,” kan han finde på at sige – uden at blinke.
I turneringspauserne elsker han at diskutere hypotetiske situationer:
- “Hvad sker der, hvis en spiller kaster med venstre hånd i første leg og skifter til højre i andet?”
- “Skal man have en ny lodtrækning, hvis mønten lander på højkant?”
- “Hvad gør vi, hvis en spiller bliver distraheret af en tilskuer, der nyser i kastet?”
De færreste kender svaret – men dommeren der elsker regler har altid en paragraf at trække frem.
Hans drøm? At få lov til at skrive et supplement til regelbogen, gerne på 400 sider, som alle spillere skal kunne udenad, inden de stiller op i en turnering. Og hvem ved – måske sker det en dag.
For i en sport, hvor øllet flyder, og stemningen ofte er afslappet, er han garantien for, at nogen tager reglerne alvorligt. Også lidt for alvorligt.
Men i virkeligheden elsker vi ham alle sammen. For uden dommeren der elsker regler, ville vi aldrig vide, hvor langt vi egentlig kan strække dem.