Der findes spillere, der spiller dart. Og så findes der spillere, der spiller turneringssystemet. Seedningseksperten er sidstnævnte. Han har måske ikke altid styr på sine doubles, men én ting er sikkert: Han har meget styr på, hvordan seedningen burde have været.
Allerede inden første pil er kastet, har Seedningseksperten analyseret lodtrækningen. Han står med puljeskemaet i hånden, ryster på hovedet og sukker dybt:
“Det giver simpelthen ingen mening, at jeg ligger der.”
Ifølge ham selv er han næsten altid seedet forkert. Enten for lavt – eller i den forkerte halvdel. Han burde naturligvis have været placeret langt væk fra de stærke spillere, som han “altid møder alt for tidligt”.
Seedningseksperten har et imponerende katalog af argumenter klar:
- “Jeg slog jo ham dér sidste år.”
- “Mit niveau er meget højere end min seed.”
- “Hvis man ser på formen de sidste to måneder, burde jeg være seedet minimum 3’er.”
- “Det her er den hårdeste halvdel – det kan alle se.”
Han elsker især sætningen: “Det er ikke fair.”
Ikke nødvendigvis forkert – bare ikke fair.
Hvis han taber, er forklaringen klar: Seedningen ødelagde turneringen for ham. Hvis han vinder, beviser det blot, at seedningen var helt ved siden af. På den måde kan Seedningseksperten aldrig tage fejl.
Han er også typen, der efter turneringen har et færdigt forslag klar til, hvordan systemet burde laves om. Gerne med ekstra regler, nye kriterier og et element, der tilfældigvis passer perfekt til hans egen placering.
Alligevel er Seedningseksperten en fast og næsten uundværlig del af dartmiljøet. For uden ham ville ingen rigtig vide, hvor uretfærdig lodtrækningen kunne have været. Han minder os om, at turneringer ikke kun vindes på tavlen – men også i samtalerne bagefter.
Og spørger man ham selv, er der ingen tvivl:
“Jeg røg ikke ud i dag – jeg blev seedet ud.”
