I hver dartklub findes der én spiller, som i princippet burde være verdensmester – hvis bare man dømte efter træning. Han rammer alt mandag aften, når der kun er fem mennesker i lokalet, men når turneringsdagen kommer, er det som om, nogen har byttet hans pile ud med spydkast fra OL. Han er ingen ringere end Træningshelten.
Træningshelten er frygtindgydende på en tirsdag. 140’ere flyver ind, doubles ryger i på første forsøg, og tilskuerne – de tre, der tilfældigvis er i klubben – kan kun klappe imponeret. “Hvis jeg bare spiller sådan her i weekenden, så vinder jeg hele lortet,” siger han selvsikkert, mens han tjekker ud på 121 i stil.
Problemet er bare, at han aldrig gør det. Når turneringen starter, er det som om, armen ikke længere husker, hvad den gjorde tirsdag aften. 140’erne bliver til 26’ere, og doubles bliver til endeløse mareridt. Efter kampen forklarer han med et træt suk: “Jeg spiller altså bedre til træning.”
Han er kendt for sine klassiske bortforklaringer:
- “Det er turneringsnerver.”
- “Lyset er helt anderledes i dag.”
- “Jeg var for træt – jeg spillede jo 6 timer i går.”
Alligevel giver han aldrig op. Næste uge står han der igen, til træning, og spiller som en drøm. Klubkammeraterne ryster på hovedet, når han endnu engang rammer 180 i en tom hal og erklærer: “Nu er jeg klar til på lørdag!”
Træningshelten er et mysterium. Han har alt, der skal til: teknikken, viljen og de flotte resultater – men kun, når intet er på spil. Han minder os alle om forskellen på træning og turnering, og han er et evigt bevis på, at dart ikke kun handler om kast – men om at kunne gøre det, når det virkelig gælder.
Og hvem ved? Måske bliver Træningshelten en dag til Turneringens Konge. Indtil da må vi nøjes med at beundre hans tirsdags-magiske spil – og smile, når han igen taber i første runde om lørdagen.
