Han er ikke den bedste – men han er heller ikke blandt de dårligste. Han lever i det evige limbo, hvor man altid er lige ved og næsten. Han er ingen ringere end B-rækkens konge.
I dag er dartens struktur skåret til i færre rækker. Den absolutte top hedder Eliterækken, og under den finder vi A-rækken. Her starter spillerne i puljer, hvor de to bedste går videre til A Cup, mens resten må nøjes med B Cup.
Det er her, B-rækkens konge for alvor trives. Han er næsten altid den, der ryger lige under stregen – ikke dårlig nok til at blive helt væk, men heller aldrig god nok til at blande sig i toppen. For ham er B Cup blevet en hjemmebane.
Han husker stadig de gamle dage, hvor C-rækken eksisterede. “Det var dengang, man stadig kunne føle sig god,” siger han med et glimt i øjet, og refererer stolt til sin store triumf i 2017, hvor han løftede en C Cup-pokal. En bedrift han nævner så ofte, at man skulle tro, det var et verdensmesterskab.
På banen er han stabil, men sjældent spektakulær. Han rammer sine singler, kæmper tappert for at holde sig i live – og ender næsten altid med en klassisk kamp mod double 1, hvor nerverne tager over. Når han taber, er det pile, lys, skiven eller måske endda dommeren, der får skylden.
Men én ting er sikkert: uden ham ville dartmiljøet mangle farve. B-rækkens konge er den, der sikrer, at turneringer altid har spænding og grin, selv når resultatet ikke rækker længere end til B Cup-finalen.
For sandheden er, at han repræsenterer flertallet i sporten: dem, der ikke altid vinder, men som alligevel møder op, uge efter uge. Han er et levende bevis på, at dart handler om meget mere end trofæer – det handler om historier, venskaber og de små øjeblikke, vi alle kan spejle os i.
Og skulle du spørge ham selv, så er der ingen tvivl:
“Jeg skulle bare lige have ramt den double – så havde jeg været i A Cup.”