For de fleste spillere er et nederlag et nederlag. Man går slukøret hjem, lover at træne mere og tænker, at “det skal være bedre næste gang.” Men ikke for ham. For den altid positive landstræner findes der nemlig ikke nederlag – kun “læringsmuligheder”.
Når Danmark taber 9-0 til Færøerne, står han med hænderne i siden og et stort smil på læben:
“Jeg synes faktisk, vi spillede rigtig godt i dag. Vi fik testet vores mentale styrke, og spillerne viste fantastisk sammenhold.”
Hans specialitet er at vride succes ud af selv de mest håbløse resultater:
- Tabt i første runde? “Vi fik god erfaring.”
- Brændt 24 pile på double 1? “Det viser, at vi er tålmodige.”
- Ingen danskere videre til søndagen? “Så er der mere energi til næste turnering.”
Han kan gøre en kvartfinaleplads til en national triumf, og en katastrofe til et skridt i den rigtige retning. På en måde er han som en politiker: det handler aldrig om, hvad der faktisk skete, men om hvordan man præsenterer det bagefter.
Spillerne elsker ham og hader ham på samme tid. De elsker optimismen, men kan også blive lettere irriterede, når han efter en ydmygende kamp siger: “Vi vandt på sammenholdet.” For spillerne ved godt, at modstanderen vandt på… pointene.
Hans største styrke er dog, at han holder humøret oppe. Han ved, at dart er hårdt, og at ikke alle kan stå på sejrsskamlen. Derfor sørger han for, at spillerne altid går hjem med en følelse af, at de har opnået noget.
For uden den altid positive landstræner ville dansk dart være en anelse mere kynisk, en anelse mere trist – og meget mindre sjovt.
Og som han selv siger efter ethvert nederlag:
“Resultatet var ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at vi lærte noget – og at vi så godt ud i landsholdstrøjerne.”
