Alle spillere taber indimellem en kamp. De fleste accepterer det, klapper modstanderen på skulderen og siger “godt spillet.” Men så er der ham, der aldrig taber. I hvert fald ikke, hvis du spørger ham selv. Han er nemlig ikke bare en spiller – han er kongen af undskyldninger.
Han har et helt arsenal af forklaringer klar, så snart pilene ikke sidder, hvor de burde. Hvis han brænder en double, er det, fordi lyset blændede ham. Hvis en pil hopper ud, var det, fordi skiven var slidt. Og hvis modstanderen vinder, er det naturligvis kun, fordi han selv lige havde en dårlig dag.
Her er et par af hans klassikere, som alle i klubben har hørt mindst én gang:
- “Jeg havde ramt den, hvis ikke der var træk i lokalet.”
- “Mine flights passer ikke helt i dag – det ødelægger hele rytmen.”
- “Det er altså ikke mine normale pile, jeg spiller med.”
- “Jeg kan ikke spille, når folk kigger på.”
- “Hvis du ikke havde haft så meget held, havde jeg vundet.”
Selv når han endelig rammer en 180’er, finder han en måde at forklare det væk: “Ja, men det var altså ikke med vilje – jeg plejer normalt at spille på triple 19.”
Hans repertoire af undskyldninger er så omfattende, at han kunne udgive en bog. Titlen skulle naturligvis være: “Det plejer jeg aldrig at gøre – en guide til succesfulde forklaringer.”
På én gang er han irriterende og uundværlig. Irriterende, fordi man aldrig får en reel anerkendelse for at have slået ham. Uundværlig, fordi hele klubben griner bag tavlen, når han endnu engang prøver at forklare, hvorfor pilene sidder i naboens felt.
Og på sin egen måde er han faktisk et vigtigt indslag i dartmiljøet. For når man har hørt hans endeløse bortforklaringer, går man selv hjem med en følelse af, at ens egne fejl måske ikke var så slemme.
For kongen af undskyldninger taber aldrig en kamp – han løber bare tør for tid til at forklare, hvorfor han burde have vundet.
