Der findes fans – og så findes der forældre. De, der elsker dart næsten lige så meget som deres børn, og som lever hvert kast, hver double og hver lille succes, som om de selv stod ved tavlen. Forældresupporteren er en helt særlig type: halvt tilskuer, halvt coach – og helt uundværlig.
Du kan høre dem, før du ser dem. De står som regel lidt for tæt på banen, med en kaffekop i hånden og et blik, der kunne smelte en stålpil. De følger hvert eneste kast intenst, og uanset hvordan det går, har de altid en kommentar:
- “Kom nu, skat, du kan det der!”
- “Rolig, rolig, bare spil dit spil!”
- “Han ramte altså helt tilfældigt den triple der.”
Hvis deres barn vinder, bliver det fejret som en national sejr. Hvis barnet taber, er der altid en forklaring: modstanderen hostede, lyset blinkede, eller banen hældte lidt til venstre.
Forældresupporteren er altid klar til at forsvare sit barn – uanset hvad. En dommer, der dømmer forkert, får et blik, der kunne starte en international krise. En overdommer, der beder om ro, får et smil og et “ja ja selvfølgelig” – hvorefter der straks råbes “KOM SÅ!” igen.
Men bag det hele ligger en ægte kærlighed. Forældresupporteren står i hallen, fordi de virkelig vil det bedste for deres barn. De kører tusindvis af kilometer, pakker madpakker, og kan recitere turneringskalenderen bedre end turneringsudvalget selv.
De er stolte, uanset resultatet – og det er egentlig det smukkeste ved dem. De ser ikke kun en dartspiller; de ser deres barn, der tør stå der og kæmpe.
Når man spørger dem, hvorfor de bruger så meget tid på det, svarer de med et smil:
“Det er jo ikke bare dart – det er vores livsstil.”
